Elverdans. Til Veronika og Victor

Naar dagens lys gaar ud i aften,
Kan man hoere den gamle skov,
Hvor vinden spiller elverharpen
For dem, der kan forstaa dens sprog.

I skoven er der aldrig stille
Og aldrig er marken tavs.
Der ringer altid dalens liljer
Og hoeres stroemmens plasketrav.

Hver vandringsmand bli' traet af turen.
Men naar man falder dybt i soevn
Og glemmer skaebnens vold og byrde,
Fortryller skoven Adams soen.

Der svaever skikkelser i dansen,
En pige lokker manden til.
Han krydser frygtloest elvergraensen
Og bli' en del af deres spil.

Den evigunge elverpige
Charmerer ham og synger mildt:
«For evigt lyder laerketriller
Og braender kaerlighedens ild.»


Рецензии